København, 5. februar 2003
Pressemeddelelse
Fantastisk tourstart
TV-2 begejstrer live
Først blev TV-2s nye album "På kanten af småt brændbart" rost til skyerne, så kom der tre tunge nomineringer til Danish Music Awards (Årets album, årets popudgivelse, årets sangskriver) og nu vælter roserne ned over bandet for deres tourstart sidste weekend. TV-2 er tilbage i absolut topform.
BT giver turnépremieren i Odense 6 stjerner og skriver bl.a.:
"TV-2 har sange, tæft og drive til at fylde hallerne i det kriseramte koncert-Danmark .et band har swing, kraft og saft, så det i momenter næsten syder af funk og Motown. Hold kæft, hvor det er tæt og udstråler spilleglæde .. Danmarks lykkeligste orkester er i topform. Det er stort. Stort Steffen Brandtbart".
Berlingske Tidende leverer 5 stjerner og Kulturredaktøren skriver begejstret:
"Både som sangskriver, toastmaster og kapelmester er han (Steffen Brandt) i sit livs form. Genial og gnistrende. Hele tiden i næsten overnaturlig kontakt med publikum, skiftevis respektfuld og provokerende, kærlig og drillende."
Fyns Stiftstidende overgiver sig også:
"Begejstringen vil ingen ende tage". Udtrykket som Steffen Brandt forlængst har taget patent på, passer perfekt på turnéåbningen i Odense Når TV-2 er bedst, "opfinder" musikerne helt nye stilarter, mens de spiller. Og når der som i Odense går freerock, retrofunk og senior-breakbeats i "På kanten af småt brændbart", "Shakespeare i amerikansk politik", "Be Babalula" og "Fald min engel", så må man overgive sig!
Om det nye medlem af TV-2s liveband &endash; guitaristen og sangeren Stine Birch er der også mange roser. Hun "klæder" ifølge anmelderne bandet godt, "både visuelt og i vokal, akustisk sammenhæng". Og tilføjer bandet "ynde, sensualitet og kropslighed".
Jyllands Posten roser også Stine Birch
"De nye sange blegner ikke ved siden af de gamle. I duetten "Drømmer kun om dig" viser Stine Birch for alvor sin feminine berettigelse. Hun giver ny ungdommelighed til gamle travere som "Ræven og Rønnebærrene" og "Popmusikerens vise".
TV-2 turnéen fortsætter frem til slutningen af marts. I den kommende weekend spiller bandet i Horsens og Århus.
Se den danske tour her .
Yderligere oplysninger:
Søren Gaden, tlf. +45 3693 5448
Copyright © Pladeselskabet Have a Cigar.
Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse
Ajour